Om Koh Lanta
Koh Lanta ligger 2 timers rejse fra byen Krabi på Thailands vestkyst. Hovedøen hedder Koh Lanta Yai og er 27 km lang og 8 km bred. Koh Lanta har 18000 indbyggere og er en del af Krabi-distriktet, som totalt består af 52 øer.
Geografien kendetegnes af strækninger med mangrove sump afbrudt af koralkantede strande, ujævne bjerge og enorme paraplylignende træer. Tolv af øerne er beboede og af disse er fire lette at komme til: Koh Klang, Koh Bubu, Koh Lanta Noi (Lille Lanta; Koh betyder ø og Noi betyder lille) og Koh Lanta Yai (Store Lanta). Koh Lantas vestlige kyst består af sandstrande og turisthoteller, mens den østlige kyst er beboet af lokalbefolkningen. Midt på øen løber en bjergkam.
Der er forskellige muligheder for at komme til Koh Lanta. Enten rejser du med et charterselskab til Phuket eller Krabi, eller også vælger du et rutefly til Bangkok og derefter indenrigs til Phuket eller Krabi.
Når det gælder transfer fra Phuket tager det ca. 4 - 5 timer og fra Krabi omkring 2 timer. Det enkleste er selvfølgelig at bestille transfer hjemmefra. Så står der en minibus med aircondition og venter på dig, når du lander. At køre til Koh Lanta betyder 2 bilfærger. Den sidste færge afgår kl. 22.00. Det er også muligt at sejle fra både Phuket og Krabi til Koh Lanta i højsæsonen.
Byen Ban Saladan
Ban Saladan på den nordlige del af Koh Lanta Yai, er den største bosættelse på øen og her findes færgehavnen, udflugtsbutikker, mange hyggelige restauranter beliggende på pæle ud over vandet, små købmandsbutikker, dykkerfirmaer, et lille postkontor, et helsecenter og nogle banker med vekslingsservice samt masser af butikker, som sælger alt, hvad du har brug for til strandlivet. Det er sjovt at gå rundt blandt disse butikker og "prutte" om priserne. Gå ned til omkring en tredjedel af den oprindelige pris!
Den gamle by, Ban Koh Lanta
Distriktets hovedstad, Ban Koh Lanta (også kaldet Den Gamle By - Old Town - af lokalbefolkningen) er beliggende på den sydøstlige kyst. Her finder du postkontor, politistation, brandstation og øens sygehus og ligeledes en lang mole på den lavvandede kyst. Herfra kan du leje en longtailbåd, som tager dig til feks. Koh Klang eller Koh Bubu. Langs med hovedgaden ligger der nogle hyggelige restauranter og nogle små butikker. Byen Ban Sangkha-U på Lanta Yais sydlige spids er en traditionel muslimsk fiskeby. Det tager ca. 30 minutter i bil at komme fra Ban Saladan til Den Gamle By. På din vej over øen ligger et fint udsigtspunkt, hvor du kan se ud over øerne øst for Koh Lanta.
Strandene
De fine sandstrande strækker sig fra nord til syd på øens vestlige kyst. Stranden i nord - Klong Dao Beach - er den mest børnevenlige og lavvandede strand og ved den ligger mange resorts. Midt på Klong Dao Beach ligger Southern Lanta Resort, hvor også Lanta Sanuk School´s svenske helårsskole samt den svenske og danske ferieskole ligger. Syd for Klong Dao Beach kommer først Long Beach med alt fra enkle bungalows til luksusresorts. Long Beach er bland andet blevet udnævnt til en af verdens smukkeste strande. Syd for Long Beach ligger ligger Relax Bay, som er en lille og hyggelig strand. Fortsætter man yderligere sydpå kommer man til Klong Kong Beach med en endnu mere "relaxed" stemning. Denne strand er dog stenet i modsætning til Klong Dao Beach og Long Beach, som begge er fantastiske sandstrande. Syd for Klong Kong ligger Klong Nin Beach, som også er en meget smuk og stille strand. Efter yderligere nogle mindre strande kommer man til Kantiang Bay, hvor luksusresortet Pimalai ligger. Kantiang Bay er i samme klasse som Long Beach og absolut et besøg værd.
Lokalbefolkningen
Befolkningen i distriktet er en blandning af Thai Muslimer og Chao Naam - havsnomader som bosatte sig her for ca. 100 år siden. Omkring 80% af befolkningen er muslimer og en del er buddhister. Udover turismen som vokser fra år til år, beskæftiger de sig hovedsageligt med at dyrke gummitræer, cashewnødder og bananer samt rejeavl og fiskeri.
Restauranter
Der ligger restauranter langs med alle strande, hovedvejen og inde i Saladan. De billigste er dem langs med hovedvejen, så vil man prøve det "rigtige" thailandske køkken, hvor en portion mad kan koste omkring 30 THB, skal man gå til en af de mange "hul-i-væggen" stederne oppe ved vejen. Risikoen for at få maveproblemer på Koh Lanta er relativt lille - selv ved at spise på de mere enkle steder - men trods alt er hygienen ikke som hjemme, så vær alligevel lidt forsigtig med hvad du spiser.
Banker
Der er to banker i Ban Saladan, Siam Commercial Bank og Siam City Bank. Derudover er der mange ATM-automater langs med vejen.
Internet
Der er mange internet-caféer, som tilbyder opkobling både med egen bærbar eller på deres computere for ca. 2 THB pr. minut. Visse caféer har andre afgifter, hvis man vil ha' tilgang en hel uge eller måned. Hastigheden varierer og er endnu ikke helt stabil så ind imellem må man regne med, at der slet ikke er nogen forbindelse.
Aktiviteter og udflugter
De fleste, som kommer til Koh Lanta, rejser hertil for at stresse af, sole og bade, men vil man opleve noget, er der en hel del at vælge imellem. Koh Lanta har to grotter, man kan udforske, og det er Mai Kaeo Caves og Tiger Cave. Elefanttrekking findes også på øen med forskellige turer at vælge mellem. Vil man snorkle kan man f.eks. tage på en fire-øers snorkeludflugt, hvor man blandt andet besøger Emerald Cave. En anden snorkletur går til Koh Rok, hvor man får mulighed for at stifte bekendtskab med øens varaner. Snorklingen ved de nærliggende øer er af meget høj klasse, og er man interesseret i at dykke, er der mange firmaer på Koh Lanta, som tilbyder forskellige typer af dykkerkurser og dagsudflugter. Hver søndag fra tidlig morgen til sen eftermiddag er der marked lidt udenfor Saladan. Markedet er ægte thailandsk og har en helt speciel lugt. Et lignende marked findes på Klong Nin hver lørdag. Lanta Festival finder sted i Den gamle by hvert år i en weekend i midten af marts, og det er et af årets højdepunkter på Koh Lanta. Gå derfor ikke glip af denne festival, hvis I besøger Koh Lanta i marts måned!
Trafikken
I Thailand er der venstretrafik. Trafikken er desværre den største dødsårsag i Thailand, og selv på Koh Lanta sker der hvert år en del trafikulykker. Trafikregler er ikke noget thailændere elsker at følge, men efterhånden er der regelmæssige politikontroller med bøder til følge. Selvfølgelig er det forbudt og IKKE at anbefale at køre spirituspåvirket og hjelmtvang til føreren eksisterer, selv om ikke alle følger dette.
Sygepleje
I Ban Saladan ligger et lægecenter, som kan klare de enkleste ting. Her er en læge tilgængelig alle hverdage i dagtid under højsæsonen. Sygehuset, som nu også har en røntgen afdeling, ligger i Den gamle by og har åbent døgnet rundt. En privatlæge holder til ved vejen ovenfor Long Beach. Er der tale om mere alvorlige sygdomme anbefaler vi, at man tager til et af de bedre private sygehuse i Phuket - f.eks. Bangkok Phuket Hospital, som har sygepleje i verdensklasse.
Tandlæge
Ved vejen ovenfor Long Beach finder man også en tandlæge. Ellers er der en tandklinik i særklasse på Bangkok Phuket Hospital.